En eftermiddag i efteråret besøger jeg lektiecafeen. Jeg vil gerne vide noget om, hvordan det er at komme i cafeen. Hvad får børn og unge til frivilligt at lave lektier på biblioteket? Jeg mødtes med to piger, som sidder og knokler med noget matematik. De vil gerne interviewes, bare de kan være anonyme, siger de lidt genert.
Hvad er godt ved at bruge lektiecafeen?
Den mørkhårede pige, der sidder overfor mig, smiler og svarer med det samme: Det er godt, at man kan få hjælp til flere fag og forskellige ting. Ja, og at det er nogle der har tjek på det, som de hjælper med. Den anden pige tilføjer: - til forskel fra vores forældre. Det er jo længe siden, de har gået i gymnasiet. De er bedre inde i tingene her.
Hvad har I mest brug for hjælp til?
Det er matematik, som vi primært kommer for at få hjælp til. For at blive gode og få en god karakter. Hun tilføjer ivrigt: Hvis man nu ikke lige har forstået det, som læreren har forklaret - hun er meget dygtig - men så kan man lige få det forklaret en gang til. Det er de gode til her. Der er nogle lektiehjælpere, der rigtig gode til matematik. Pigerne virker meget positive og glade, og jeg prøver at finde på et lidt svært spørgsmål til dem.
Kan det være svært at lave lektier hvis de er kedelige?
Hvis der er rigtig mange, så kan det være svært at fokusere, men det bliver man jo bare nødt til, svarer den mørkhårede pige, mens den anden nikker.
Hjælper det så at komme i lektiecafeen?
Ja, så kan man snakke om det, men også hjælpe hinanden.
Betyder det noget, at det er på biblioteket og ikke på skolen, at lektiecafeen er?
Det gør det hyggeligere. Når man er færdig kan man kigge sig lidt omkring. Hvis man venter på en bestemt lærer, så kan man lige læse i en bog. Det er også rart, at der er en kaffepause med saft og frugt.
Jeg slutter af med at sige tak til de to piger, for at de har givet lidt af deres lektietid, og jeg ønsker dem held og lykke i fremtiden med skolearbejdet!
