BIBLIOTEKSTJENESTER
Bibliotekernes fællesbase
Spørg biblioteket - døgnet rundt
Lån ebøger på nettet
Se film på nettet
En guldgrube for læseheste
Lån lydbøger på nettet
Børnebibliotekets internetunivers
Bondesøn og elsket forfatter
22. april 2010 var det 80 år siden digteren Jeppe Aakjær døde, men i Højskolesangbogen lever Aakjærs mange digte videre. Hvem har ikke sunget med på "Jeg er havren, jeg har bjælder på" eller visen om Jens Vejmand?
Det er som lyriker de fleste kender ham. Temaet kredser mest om naturen ved Karup å, hvor han blev født i 1866. Han var en fattig bondesøn som blev en af Danmarks største forfattere. Hans digte er ikke blot beskrivelser af natur og lokale forhold - de handler om kærlighedens og livets store gåder.
Sammen med Johs. V. Jensen, Johan Skjoldborg og Martin Andersen Nexø var Jeppe Aakjær med til at beskrive landbolivet indefra og sætte fokus på en hidtil overset gruppe. Aakjærs indignation på de fattige landboers vegne er mest udtalt i romanen Vredens børn fra 1904, der skildrer de kummerlige forhold for tjenestefolk på landet. Den skabte en voldsom debat og udvirkede at Danmark fik en Tyendelov.
Jeppe Aakjær levede i en årrække i København sammen med forfatteren Marie Bregendahl, men i 1900 skiltes Marie og Jeppe. I 1907 flyttede han med sin nye hustru Nanna ind på gården Jenle nord for Skive, som han selv havde fået opført, og her boede han til sin død. Hver sommer holdt Aakjær en Jenlefest, der tiltrak tusindvis af mennesker. De holdes den dag i dag, hvor Jenle er indrettet som museum.
10. september 1926, på Jeppe Aakjærs 60-års dag, stod København på den anden ende. På Rådhuspladsen var hele to tusinde fakler tændt for at hylde bondesønnen fra Fly, og folkemængden tiljublede ham som var han en konge.
Forfatter: Bibliotekar Annette Ridder